På Brdr. Kjeldahls Grøntsagssafari får man både indblik i samsk grøntsagsproduktion, smukke naturoplevelser og gode røverhistorier.
Grøntsagssafariens traktorfører hedder Asger Toft Ravn og er flyttet til Samsø for to år siden. Han arbejder til dagligt hos Brdr. Kjeldahl. Han fortæller entusiastisk om både fødevareproduktion, naturbevarelse, grundvandsbeskyttelse samt kompostering undervejs på turen.
Det er en noget bumlet tur, man har i vente, når man sætter sig ind i Brdr. Kjeldahls safari-vogn, der er spændt fast bag på en traktor. En bumlet og eventyrlig tur, hvor Samsø er i fokus. Først og fremmest handler turen om grøntsagsproduktion og Brdr. Kjeldahls marker og metoder, men bagved ulmer hele tiden historier om øens kultur og historie.
Turen tager dig med forbi diverse grøntsagsmarker såsom kål, kartofler, løg og meget mere. Den tager dig med henover høje bakker, hvor det rige dyreliv boltrer sig i marker og striber med vild natur. Og sidst, men ikke mindst, tager turen dig med forbi idylliske Nordby, hvor man kører rundt om byen, eftersom traktorer ikke er tilladt i de smalle stokrose-pyntede gader.
Efter halvanden times tid har du desuden fået lokaliseret de lokale troldes tilholdssted og fået historien om, hvordan apoteker Schultz spillede en rolle i udbredelsen af kartoflen på Samsø. Alt dette udsprunget af lærerige lektioner om landbruget på Samsø.