- Jeg er bare helt vildt med at få puttet noget kulstof i jorden, siger Cecil - og at dyrke naturens mangfoldighed til sund mad – det er derfor jeg elsker min Permahave!

Cecil Rye Olsen brænder igennem med sit budskab i shorts og orange regnjakke. Det regner og rusker, paraplyerne og de mangefarvede regnsæt hvisler, da vi går ind i Inspiratoriets Permahave på Sildeballe.

’Skovhave’ står der på indgangsportalen - og det siger lidt mere om hvad det er. En skovhave er kombinationen af rigtig mange forskellige træer, buske og spiselige planter, der vokser på samme sted år efter år – derfor kaldes det også en permahave. Der kan også plantes og sås nye afgrøder mellem træer og buske hvert år, men der er et permanent træ- og busk-lag, som man så må finde huller i til enårige afgrøder – eller reservere lidt åben bedplads til. Jordens frugtbarhed er også centralt i permakulturen – jordens mikroliv skal dyrkes for at planter og biodiversitet kan trives.

Mangfoldigheden er stor – det fyger om os med eksotiske plantenavne, her smages på et blad med kanelsmag, og her er abrikoserne ved at udvikle sig. Og mange planter er eksotiske, hentet fra hele verden for at give mad, hvilket er helt essentielt. Det skal producere mad – helst til hele året.

Birgit Rothmann viser den anden gruppe rundt. Birgit har skrevet bogen Den Spiselige Permahave – hvor man kan læse meget mere om principperne for permakultur.

- Vi vil gerne dyrke mangfoldigheden over og under jorden, fortsætter Cecil. - Regnormene fodres hele tiden med blade og dødt plantemateriale, så der opbygges kulstof i jorden og der er en masse liv til omsætning af næring. Jeg forsøger mig frem, og bruger min mavefornemmelse for hvad der virker.

Der spørges ind til mange ting af gæsterne, der er en gruppe af jordbrugsakademikere på denne regnfulde juni-lørdag. De har indsigt og stor interesse –især blandt de unge deltagere – for permakulturen, som et alternativ til et mere industrialiseret landbrug.

- Kan man brødføde byerne med permakultur? spørger en gæst.

- Jeg tror det er supervigtigt, at vi indarbejder permakulturens holistiske tilgang og store biodiversitet i vores dyrkningssystemer, svarer Cecil - og det er nødvendigt at udvikle mindre komplekse systemer, der optimerer fødevareproduktionen til mennesker – uden at gå på kompromis med den grundlæggende regenererende tilgang og omsorgen for andre beboere på planeten. Men der er jo ikke noget i vejen for, at man kan have kartoffel/hvedemarker mellem felter med skovhavedyrkning og stor biodiversitet.